Certified by SEO in Practice
Certified by
SEO in Practice

Sider

Linkbuilding på Praha Expert

I den forløbne uge har jeg “skruet” en smule på nogle af mine landing pages – altså de særlige sider, som hver især er konstrueret for at promovere bestemte søgetermer – en søgeterm pr. side. Du kan se links til hver enkelt landing page nederst på hjemmesiden Praha Expert – Cheap Prague accommodation in very nice and centrally located Prague holiday apartments. (Jeg bruger forskellige titler på link fra denne side til mine øvrige hjemmesider – jeg kan jo lige så godt får den smule “linkjuice” ud af det, som der er mulighed for – og gerne med forskellige ankertekster).

Jeg havde i første omgang konstrueret nogle af disse landing pages overordentligt forsigigt mht. brug af søgeordene. Jeg er bange for, at de skal opfattes som spam – hvis det sker, så kan der gå temmelig lang tid, inden man kommer ind i varmen igen. Men da de ikke rigtigt har rykket sig, så har jeg nu forsigtigt skruet en smule op, og det ser ud til at trække i den rigtige retning, i hvert fald hos Alexa, Alltheweb og Yahoo. Google er altid længere tid om at registrere nye resultater, så her må jeg se tiden lidt an.

Du kan se en rapport fra Rank Tracker her: rank-tracker-report-20090301

Selv om det går langsomt fremad, så går det trods alt fremad. Jeg er ikke færdig med samtlige landing pages, men alligevel vil jeg i den kommende tid skifte en smule fokus og i stedet koncentrere mig om linkbuilding. Uanset hvor godt man konstruerer sin hjemmeside, så spiller antallet og kvaliteten af indkommende links en afgørende rolle. Det er logisk nok. Søgemaskinerne er nu om dage særdeles intelligente, og selvfølgelig vil de sætte hjemmesider øverst i resultaterne, hvis der er mange links til disse – for det må jo samtidig betyde, at mange andre ressourcer på internettet anser netop disse hjemmesider for særligt spændende og relevante, og formålet med søgemaskinerne er selvfølgelig at servere de mest relevante sider øverst i resultaterne.

Derfor må man arbejde med linkbuilding. Det kan gøres på flere måder. Her skal præsenteres nogle af de almindeligste:

  • Brug af sociale medier, blogs mv. Altså det, jeg gør lige nu. Men samtidig også finde andre blogs, fora og lignende på nettet, hvor det er relevant at skrive indlæg og bringe sit link. Disse links er ofte ret effektive, for søgemaskinerne elsker hjemmesider, hvor der hele tiden sker noget nyt, og derfor bliver de gennemtrawlet meget ofte af søgerobotterne. Vær dog opmærksom på, at mange blogs har et “nofollow” tag, som betyder, at linket virker, når man klikker på det – men ikke følges af søgerobotterne. Et par af mine bedste links hidtil stammer fra den slags sider, nemlig New York Times’ web-avis’ rejsesektion samt et site, der hedder www.ivebeenthere.com – ikke alene er linksene af en god kvalitet, men jeg får også direkte bookinger fra mennesker, der har læst indlæggene
  • Tilmelding til Webkataloger. Et af de nemmeste steder at starte. Der diskuteres meget i SEO-kredse, hvor stor værdi disse links har, men hvis man springer eventuelt suspekte link-kataloger over, kan de i hvert fald ikke skade. I mine oversigter over ressourcer her på hjemmesiden kan du finde nogle links til lister over web-kataloger – start der!
  • Henvendelse til hjemmesider med lignende indhold som ens eget – men nok ikke i direkte konkurrence. Er man rigtig heldig, vil de linke til en uden videre. Men som regel skal man linke tilbage til dem. Dette reducerer værdien af ens link, idet gensidigheden gennemskues af søgerobotterne og derfor tillægges mindre styrke. Logisk nok. Den pågældende hjemmeside har altså ikke uden videre bare linket til mit gode indhold, men har gjort mig en tjeneste – og det er ikke det samme. Alligevel har de selvfølgelig en vis værdi, og på længere sigt kan de være med til at gøre min hjemmeside synlig for en webmaster, som måske helt af sig selv får lyst til at linke til noget interessant indhold. “På længere sigt” er altid et nøgleudtryk i arbejdet med SEO. Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed! Du kan henvende dig på flere måder. Den nemmeste er nok at sende en e-mail, hvor du husker at fortælle helt præcist, hvordan du ønsker dit link. Så er det nemlig meget nemmere for modtageren at tage stilling til og også at udføre i praksis. HUSK at holde styr på, hvem du har skrevet til, så du kan se, om der sker noget – og ikke mindst så du undgår at plage de samme mennesker flere gange.
  • Henvendelse til hjemmesider, som linker til dine konkurrenter. Hvis linksene virker der, så virker de selvfølgelig også hos dig. Du kan gøre dette på flere måder. Mest oplagt er at søge på Google, åbne de 3 øverste (eller mest relevante sider) og så foretage denne søgning: link:www.din-konkurrents-hjemmeside.com – på Google, Yahoo, Alltheweb, Altavista og Alexa. Derefter kan du notere, hvem der linker til til konkurrenterne og stille og roligt sortere, hvem du tror, du selv kan have held af at henvende dig til. Hvis du – som jeg – er lidt ustruktureret og utålmodig, findes der programmer, som kan hjælpe med denne proces. Jeg bruger Link Assistant og SEO Spyglass, som kan downloades i gratis prøveversioner. Link Assistant hjælper nemlig også med at holde styr på, hvem jeg allerede har henvendt mig til – og hvordan jeg har henvendt mig. Du kan dog sagtens udføre arbejdet uden brug af disse programmer!
  • Men når jeg nu er ved Link Assistant, så lad mig fremhæve endnu en mulighed: her kan du sortere på dine søgeord på udvalgte søgemaskiner, bede programmet om at finde linkpartnere, som har en tilmeldingsside til links – og derefter stille og roligt udfylde disse tilmeldinger og håbe på, at der kommer positiv feedback. Jeg siger det igen, så ingen tror, jeg er ude på noget skummelt: jeg er affiliate på disse programmer og modtager en skilling, hvis nogen køber dem gennem min hjemmeside. Det er IKKE derfor, jeg bruger dem eller anbefaler dem. Men hvis jeg ikke skriver det åbent, er der måske nogen, som misforstår mine motiver. Jeg har såmænd ingen forventning om at tjene så meget som en øre på det, men når jeg nu alligevel ved, at jeg kommer til at skrive om dem, kan jeg jo lige så godt forsøge ;-)

HUSK ved linkbuilding at tålmodighed er en dyd. På to måder: dels går der ofte lang tid fra ansøgning om link til godkendelse, og dels skal processen helst strække sig over noget tid. Hvis du pludselig får hundredevis af links på én gang, så vil Google ane uråd, og din hjemmeside kan komme i den skammekrog, som kaldes “sandbox” i flere måneder – og dermed helt glide ud af søgeresultaterne. Det er du ikke interesseret i! Du kan sagtens lave store dele af forarbejdet med at finde mulige link partnere i en kort arbejdsgang, men du må derefter tage de videre processer stille og roligt. Derfor er det vigtigt, at du fører nøje protokol over arbejdet, manuelt (bedst i et regneark) eller vha. et program (som jeg vist allerede har nævnt…)

HUSK også ved linkbuilding at bruge forskellige ankertekster og beskrivelser af din hjemmeside. Ankerteksten er den tekst, som står i linket (men ikke selve linket). Eksempel: Cheap Prague Accommodation. Her er ankerteksten ordene “Cheap Prague Accommodation” og linket er www.praha-expert.eu. Du kan med fordel lave en liste over f.eks. 10 gode ankertekster, som præsenterer dine søgeord på bedste måde og tilsvarende 10-20 beskrivende tekster, som selvfølgelig også bruger dine søgeord på gode og naturlige måder. Lav beskrivelserne forskellige ikke kun i indhold, men også i længde og lav et lille notat til dig selv om, hvor mange tegn, der indgår i hver enkelt beskrivelse. Der er nemlig forskel på, hvordan de forskellige linkpartnere ønsker det – og det er langt nemmere for dig, hvis du holder det overskueligt. Husk desuden at føre regnskab over, hvor mange gange du anvender de enkelte ankertekster og beskrivelser. Alt dette tjener til at gøre dine links så naturlige som muligt, så søgemaskinerne ikke blacklister dig for spamming eller lignende.

Tag dig god tid, gør arbejdet grundigt – og held og lykke!!!

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>